Strikkeopskrift til Braidy loop sweater fra Other Loops
Braidy Loop Sweater er en smuk, klassisk sweater designet med en sadelskulder, der strækker sig over hele ryggen. Skulderens konstruktion understreges af en bred ribstruktur og elegante snoede detaljer, der løber over ryggen og ned langs begge ærmer.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Opskriften findes på Dansk, Svensk og Norsk
Størrelser: 1 (2) 3 (4)
Overvidde: 100 (118) 136 (145) cm.
Længde: 50 (52) 54 (56) cm målt fra under halskanten på sweaterens bagstykke.
Ønsker du en klassisk pasform, bør du strikke en størrelse hvor overvidden er 10-20 cm større end dit eget brystmål. Ønskes en løs sweater, kan du strikke en størrelse hvor overvidden er op til ca. 40 cm større end dit eget brystmål.
Den mørkegrå sweater er strikket i str. 1 med en rørlig vidde på 14 cm. Den er strikket i 1 tråd Önling No 2 farve koksgrå
Materialer:
275 (300) 325 (325) g Önling No 2, 100 % merinould (merino superfine 100s), 25 g / ca. 120 m
Vejledende pinde:
4 mm rundpind (40 og 80 eller 100 cm).
3,5 mm rundpind (80 eller 100 cm) evt. strømpepinde i samme str. medmindre der strikkes Magic Loop.
3 mm rundpind (40 cm).
Strikkefasthed:
22 m x 30 p i glatstrik på pind 4 mm = 10 x 10 cm
Fremgangsmåde:
Sweateren strikkes oppefra og ned i ét stykke og er monteringsfri. Først slås masker op midt bag i nakken, herefter strikkes frem og tilbage i bred rib og med snoninger, først over venstre- og derefter over højre skulder. Masker samles op langs skuldrenes forkant og bagstykket. Derefter strikkes fortsat frem og tilbage i bred rib og med snoninger, samtidig strikkes der udtagninger til ærmer og hals. Arbejdet samles ved at slå masker op fortil og bærestykket strikkes rundt på rundpind. Herefter deles arbejdet og krop og ærmer strikkes rundt hver for sig. Snoningerne fortsætter ned langs ærmet, som formes med et fint indtagningsforløb inden det afsluttes med en kant i rib. Halskantens masker samles op og strikkes rundt i rib.