
Hanne Falkenberg Design lever videre hos Önling
Vi er meget stolte over at vi hos Önling har fået lov til at føre de mange flotte Hanne Falkenberg designs videre, og at Hanne Falkenbergs designs, i form af strikkekit med garn og opskrifter, nu primært kan købes her på Önlings webshop.
Hanne Falkenberg står både bag en lang række smukke designs i det unikke Shetlandsgarn, som mange af modellerne originalt er strikket i. Begge dele videreføres hos Önling, og du vil altså stadig kunne købe kits til modellerne indeholdende både en opskrift og originalt Hanne Falkenberg garn. Shetlandsgarnet har et meget bredt farvekort med utroligt mange smukke farver, og Hanne Falkenberg har altid selv lagt stor kærlighed og omhyggelighed i, at udvælge og sammensætte farver til sine modeller. Derfor er der for hvert design mulighed for at vælge mellem forskellige farver og farvekombinationer, så du kan strikke i præcis de farver, der skaber lige netop dit yndlingsstrik.
Flotte, klassiske designs og fokus på kvalitet
Der er et godt match mellem Hanne Falkenberg som strikkedesigner og Önlings strikkeunivers. Önlings ambition er nemlig at skabe dit yndlingsstrik, og vi mener at hendes flotte og klassiske designs lever op til denne ambition. Det er vigtigt for Önling, at det færdigproducerede beklædningsmateriale vil blive brugt i mange år, og på den måde støtte op om slow fashion og bæredygtighed. Den lange levetid har Hanne Falkenberg også haft fokus på, bl.a. ved at anvende strikketeknikker der holder en stabil form og altid sikre et gennemarbejdet design med en flot finish. Mange af hendes designs er således allerede ikoniske klassikere, der har vist deres værd, ved både at være populære over en årrække og på tværs af sæsoner og modetrends. Desuden er hendes opskrifter sjove at strikke, idet hun anvender nogle spændende strikketeknikker, og en anderledes konstruktion. Det bidrager rigtig meget til den gode strikkeoplevelse, og dermed til at skabe dit yndlingsstrik.
Hanne Falkenberg modeller
Hanne Falkenberg står som nævnt bag en række modeller, som er så kendte og unikke at de er kendt ved navn blandt strikkere. Dette gælder f.eks. den populære sweater Studio, som er kendt for den flotte konstruktion med diagonale striber og zigzag mønster. Studio og søsteren Studio Long er, som det er karakteristisk for mange af Hanne Falkenbergs modeller, strikket i retstrik, og med tynde striber i to eller tre farver som giver et flot, grafisk udtryk. En anden populær model er, meget velfortjent, den smukke Mermaid, som er en taljeret jakke med en meget flot facon med kiler og striber på langs. Igen må det nævnes at der på karakteristisk Hanne Falkenberg vis, strikkes frem og tilbage i retstrikning og altid kun med én farve ad gangen, hvilket for mange strikkere bidrager ganske væsentligt til den gode strikkeoplevelse. Vi vil også fremhæve den flotte Mariager ”cape”, bl.a. fordi Hanne Falkenberg også er kendt for en helt speciel modeltype, nemlig ”cape” eller kappe, som kan beskrives som en åben vest eller cardigan uden ærmer. I denne kategori er Mariager et flot og karakteristisk eksempel på Hanne Falkenbergs design med de retstrikkede striber, grafiske udtryk og gode udnyttelse af farver.
Hanne Falkenberg strikkeopskrifter
Hanne Falkenberg strikkeopskrifter sælges ikke i løssalg, og er således kun tilgængelige ved køb af et strikkekit med garn og opskrift. Hos Önling leverer vi strikkeopskrifter digitalt som PDF-fil straks efter købet. Dette gælder også Hanne Falkenberg opskrifter, som således kan downloades straks efter købet af et strikkekit til en af hendes designs herover.