Mød Önling
Hos Önling finder du et dedikeret team af kvinder med vidt forskellige baggrunde. Èn ting har vi dog til fælles; vi brænder alle for slow fashion og en mere bæredygtig verden.
Hos Önling finder du et dedikeret team af kvinder med vidt forskellige baggrunde. Èn ting har vi dog til fælles; vi brænder alle for slow fashion og en mere bæredygtig verden.
Lotte leder kontoret på daglig basis, og med hård og kærlig hånd sørger hun for, at alle ender mødes over hele linjen. Hun er den ukronede verdensmester i online platforme og digital tilstedeværelse, hardcore med et excel-ark, og desuden er hun vild med at knuse komplekse digitale udfordringer.
Lotte elsker at skrive, så når hun ikke lige har andet at lave, forfatter hun nyhedsbreve og anden kommunikation.
Katrine repræsenterer kontorets mest kreative og krøllede hjerne. Hun står bag alle Önlings designs og har en lang erhvervsmæssig baggrund fra modebranchen. Katrine er bidt af en gal strikkepind og har en uudtømmelig mængde kærlighed til garn og bæredygtigt design og levestil. Katrines motto: "If I am sitting, I am knitting...."
Du kan ikke komme udenom Anna, når du som kunde henvender dig til os. Anna er kontorets blide rose, men lige så mild og sød hun er til at servicere dig pr telefon eller mail, lige så effektiv er hun til at pakke og sende din ordre til dig. Anna håndterer forespørgsler fra både vores danske og internationale webshop, og hun jonglerer lige fint med euro og dollars som med danske kroner.
Som det ordensmenneske Anna er, har hun også ansvar for at holde vores lager og showroom fint og præsentabelt.
Nina er vores relationsansvarlige og hun bruger sit store netværk og sin kæmpe viden om, hvem der er hvem i strikkeverdenen, til at skabe relationer på Önling's vegne. Nina er en social media whiz kid og en kæmpe garn-nørd, og det er en kombination der batter! Som tidligere selvstændig ved Nina altid, hvor hun skal tage fat først for at slukke den ulmende ildebrand...
Desuden vil det som oftest være Ninas kompetente stemme du får i røret, når du ringer til os, og så kan du være sikker på at du får den helt rette hjælp. Du kan møde Nina hvis du er så heldig at deltage i ét af Önling's events, strikkesaloner, kurser o.lign.
Skønne Inge-Lis er kontorets humørspreder. Det er Inge-Lis, som sidder i den anden ende af vores strikkesupport, så når du henvender dig til help@oenling.com, så er det hende, der sidder klar til at give dig kompetente råd.
Inge-Lis kan tørstrikke næsten hvad som helst, og derfor er det også hende vi går til når det driller med en opskrift eller en strikketeknik. Som forhenværende dansklærer, kan hun - udover at spotte fejl i vores beregninger - også stå for korrekturlæsning af vores opskrifter.