Slow fashion – mit bidrag til FNs Verdensmål

Önling striktrøje på trækasse

Jeg vil gerne bidrage til en mere bæredygtig verden. Når jeg gang på gang hører om klimaforandringer og affaldsbjerge, vil jeg gerne handle - gerne NU. Men hvad gør man, hvis man som ganske almindeligt menneske vil bidrage til en bedre verden?

Når man vil skabe vedvarende resultater, er det ikke en enkelt aktivitet, der gør forskellen. Hvis man vil leve sundere, er det ikke en mirakelkur, men en ændring af grundlæggende vaner der skal til. Sådan må det også være, hvis vi vil have en sundere jordklode.

Önling naturlig stemning, græsstrå


Heldigvis er der hjælp at finde, hvis man gerne vil bidrage. FN har med opbakning fra alle medlemslande fremlagt en plan for, hvordan vi kan skabe en bedre verden for alle, og den indeholder 17 konkrete Verdensmål (også kaldet Sustainable Development Goals), vi alle kan arbejde efter.

Mine øjne faldt på ”Verdensmål 12 – Ansvarligt Forbrug og Produktion”. Bæredygtig udvikling kræver, at vi ændrer den måde, vi forbruger varer og ressourcer på, og at vi mindsker vores affaldsmængde. På sin vis gjorde dette punkt mig glad.

Jeg har før følt mig meget lille, og tvivlet på om mit bidrag gjorde en forskel, men det at vide, at mit forbrug bidrager til et Verdensmål, gør, at jeg nu er en del af en større bevægelse og en plan.

Det giver fornyet motivation til at gentænke mine forbrugsmønstre – for så gør det jo en forskel! Mottoet må være at vi ikke alle kan gøre alt for miljøet, men at vi alle kan gøre noget. Alt tæller!

 

"Der har de seneste år været stort fokus på madspild – men hvad med tøjspild?

 

Der har de seneste år været stort fokus på madspild – men hvad med tøjspild? Ligesom med mad er vi nok mange, der køber mere tøj, end vi har brug for, og smider tøj ud fordi vi ikke får det brugt…

Tøjproduktion er yderst ressourcekrævende, og køb af tøj vi ikke får brugt, eller smider ud fordi det er gået af mode, er derfor en unødigt stor belastning af miljøet. Ansvarligt forbrug af tøj handler derfor ikke kun om at købe tøj, der er produceret bæredygtigt, men i ligeså høj grad om at bruge tøjet længere - og dermed købe mindre. Det kan også være at du vælger at fokusere mere på at købe genbrugstøj, som jo også er en formidabel måde at øge levetiden på et stykke tøj. 

Det er netop hvad slow fashion går ud på – at købe tøj du kan og vil bruge længe!

For mig at se er der flere fordele ved denne tilgang:

  1. Ved at købe færre dele får jeg råd til at købe dyrere tøj, og kan derfor købe tøj af højere kvalitet der er produceret på en (ofte dyrere) bæredygtig måde.
  2. Jeg må kun købe tøj, der bliver mit yndlingstøj, og som jeg har lyst til at gå med igen og igen.
  3. En ændret tilgang til tøjkøb er en vaneændring og kan derfor give vedvarende resultater.
  4. Jeg bidrager til at opnå Verdensmålet om ansvarligt forbrug og produktion.

En del af mit bidrag til at opnå FN’s Verdensmål for en mere bæredygtig verden er derfor at købe mindre tøj, købe mere brugt tøj og ved at købe tøj som er designet og produceret til at holde længe. Vil du være med?

Tennae Rix Kristensen, Marketingkoordinator hos Önling