Sådan vasker du dit dyrebare strik – Önling
Gratis levering til GLS pakkeshop for ordrer over 800kr Levering 2-3 hverdage 4 ugers fuld returret
Sådan vasker du dit dyrebare strik

Sådan vasker du dit dyrebare strik

Vi får dagligt spørgsmål, der vedrører vask af strik og ikke mindst vask af uld, og her skal du få vores bedste ekspertanbefalinger. 

Uldtøj kan holde i årevis, men det kræver, at du passer godt på det. Vask slider hårdt på dine uldne sweatre, og en hovedregel er, at uld skal vaskes meget sjældnere end andre materialer, fordi det har en selvrensende effekt. Uld indeholder lanolin, som går i forbindelse med fugt og salt og får fx lugten af sved til at forsvinde, når tøjet blot hænges til luftning.

Hæng derfor dit uldne tøj på en stol eller lignende om natten, så det er friskt igen dagen efter. Eller endnu bedre; hæng din uldstrikkede sweater ud i det fugtige vejr et par timer. Har din sweater fået en reel plet, skal den naturligvis vaskes, men ellers forsøger vi så vidt muligt at undgå vask af uld.   

Desuden kan det give et gevaldigt løft til en ’træt’ sweater at blive redt med en uldkam

Vaskevejledning til uldtøj

Når du vil vaske dit uldtøj, kan du gøre to ting: vaske din uld i maskinen på et uldprogram eller vaske den i hånden.

Vasker du din uld i maskinen, skal du kende din maskine særdeles godt. Sørg for at have testet dens uldprogram af, før du smider din yndlingssweater strikket på pind 2,5 mm ind i den. Vælg et uldprogram, som vasker og skyller ved samme temperatur. Alle vaskemaskiner vasker forskelligt, og de er ikke alle lige skånsomme. Vi anbefaler desuden, at du centrifugerer din uld ved maksimalt 400 omdrejninger, da ulden ellers risikerer at filte.

Derfor; hvis du vil være på den sikre side og passe ekstra godt på dine strikkede uldsager, så vask dem skånsomt i hånden og undgå at vride eller hive i dem imens.

Vasker du i hånden, skal du også kende er par grundregler. Vask og skyl ved samme temperatur – cirka 30 grader. Undgå fx at vaske i varmt vand og skylle i koldt – uld kan ikke tåle store temperaturudsving, som også vil få den til at filte.

Brug flydende uldvaskemiddel, da det ikke indeholder de samme enzymer som almindeligt vaskemiddel. Selvom tøjet ikke ser ud til at tage skade af vask med almindeligt vaskemiddel de første par gange, så vil enzymerne i almindeligt vaskemiddel æde ulden op, og efter 15 - 25 vaske vil tøjet blive hullet.

Tør dit uldtøj ved at lægge det fladt - fx på et tørrestativ og hæng det aldrig på bøjle.

Sådan vasker du vores populære silkekit

Vores Silkesweater (som stadig er en af vores absolutte best sellers) og alle andre styles, der strikkes i vores silkekit, skal behandles ekstra skånsomt. Silkekittet indeholder tre forskellige kvaliteter (hør, uld og silke), og derfor anbefaler vi, at du vasker din silkesweater i hånden for at undgå, at den ændrer form eller udseende i vask. De tre kvaliteter reagerer nemlig forskelligt på vand og temperaturer. Og vigtigt; silkesweateren må heller ikke centrifugeres eller tørres i tørretumbler. Pres vandet forsigtigt ud af den og læg den fladt til tørre.

Sådan, nu ved du hvordan du passer godt på dit uldne tøj. Og I er som altid velkomne til at stille spørgsmål i kommentarfeltet herunder.

Kærligst,

Team Önling

 

 

 

 

Del indlægget


Skriv en kommentar


Få alt det nye først

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tilbud og nyheder om bæredygtigt tøj og lækkert, nordisk strik fra Önling.*

*Vi gemmer dine kontaktoplysninger sikkert og bruger kun den til at sende nyheder og opdateringer om vores produkter og tjenester. Du kan altid afmelde dig til vores nyhedsbreve.
Vi bruger Mailchimp til at levere denne service, og du vil modtage en e-mail med et bekræftelseslink, som du skal klikke, inden du modtager nyhedsbreve