Strikkeprøve - tips og tricks til strikkeprøven og hvordan du rammer masketallet

Få styr på strikkefastheden

En strikkeprøve er den bedste vej til den rigtige strikkefasthed

Det kan virke ret irriterende at strikke sådan en strikkeprøve, når man nu bare gerne vil slå op til sin nye sweater. Så hvorfor er det så vigtigt at lave en strikkeprøve?
Det er fordi det er den bedste og mest sikre vej til at undersøge om din strikkefasthed, dit garn og dine strikkepinde passer til opskriften. Strikkefasthed betyder ganske simpelt, hvor mange masker der er på dit strik mål på 10 cm i højden og 10 cm i bredden. 
Er din strikkefasthed anderledes end den der står i opskriften, så kan din planlagte sweater i str. L blive til str. S og det er bare så ærgerligt. Så er den tid man bruger på en strikkeprøve pludselig minimal frem for den tid man bruger på at strikke en hel trøje, ik’?

Hvad er en strikkeprøve?
Alle strikkeopskrifter anbefaler garn og pindestørrelse, men vi strikker alle sammen lidt forskelligt. At vi strikker forskelligt betyder f.eks. at vi holder fingre og pinde lidt forskelligt, at nogle trækker mere i garnet end andre og strikker strammere osv.

Når du laver en strikkeprøve, så tjekker du hvor mange masker du har på 10 cm i bredden og 10 cm i højden. Antallet af masker og rækker på 10 x 10 cm er lig med strikkefastheden.

Resultatet af din strikkeprøve skal du sammenligne med det der står i opskriften.

Fun fact… Mange strikkere oplever at de strikker forskelligt om sommeren, om vinteren eller på strikkepinde i forskellige materialer. Når du har varme hænder, så holder du nemt strammere på garnet og det glider ikke så nemt – så strikker man strammere. På metalpinde glider garnet nemt og derfor holder man fast. Derfor oplever mange der strikker løst, at det kan være en hjælp at strikke på metalpinde.

Lav en god strikkeprøve
Når du skal lave din strikkeprøve, så følg den instruktion, som i opskriften beskriver, hvilken strikkefasthed du skal ramme. Lad os bruge ‘Chunky Easy Peasy sweateren’ som eksempel. Her er strikkefastheden i opskriften angivet til:

14 m og 20 pinde i glatstrik på pind nr. 7= 10 x 10 cm.

Det betyder, at du skal tjekke om du får 14 masker på 10 cm i bredden og 20 rækker i højden på 10 cm med det garn og den pindestørrelse, som du har valgt.

Husk det er antallet af masker på 10 cm vi tjekker – ikke hvor mange cm 14 masker fylder.

  1. Slå det antal masker op, som din strikkefasthed i opskriften foreskriver + 10 yderligere masker. Det er vigtigt din strikkeprøve er større end 10 x 10 cm for garn og masker opfører sig anderledes i kanterne. For at tjekke strikkefastheden på 14 masker, skal du mindst slå 14+10 = 24 masker op.
  2. Strik det antal pinde som din strikkefasthed i opskriften foreskriver + 10 ekstra pinde i glatstrik. For at tjekke rækkehøjden på 20, skal du mindst strikke 20 + 10 rækker.

Er strikkefastheden angivet i mønster, strikker du i mønster og ikke i glatstrik

  1. Luk af, vask og tør din lap forsigtigt.

NU kan du måle din strikkefasthed. Mål 10 cm op med et målebånd og tæl hvor mange masker og pinde du har på 10 cm. Marker evt. de 10 cm med knappenåle og tæl med spidsen af din strikkepind.

Hvis du har en foretrukken strikkefasthed hvor projektet bare glider rigtigt godt, kan du finde strikkeprojekter efter strikkefasthed her. Eller hvis du har en yndlings pindestørrelse der ligger godt i hænderne, kan du finde strikkeprojekter efter pindestørrelse her.

 

Hvad gør jeg hvis jeg har for mange masker på 10 cm

Hvad gør jeg hvis jeg har for mange masker på 10 cm i min strikkeprøve? Hvis du har for mange masker på 10 cm, så skal du få hver maske til at fylde mere. Derfor skal du gå op i pindestørrelse. Strikker du f.eks. på pind 4, så prøv med 4.5.

Hvad gør jeg hvis jeg har for masker på 10 cm

Hvad gør jeg hvis jeg har for få masker i min strikkeprøve ift strikkefastheden angivet i strikkeopskriften?. Hvis der er for masker på 10 cm skal du have hver maske til at fylde mindre. Derfor skal du gå ned i pindestørrelse. Strikker du f.eks. på pind 4, så prøv på pind 3.5.

Lav en ny strikkeprøve med den nye pindestørrelse efter vejledningen herover og mål igen din strikkefasthed. Nogle gange skal du lave flere strikkeprøver, før du rammer den rette strikkefasthed.

Vask af strikkeprøve
Som om det at strikke en strikkeprøve ikke var nok, er det også en rigtig god idé at vaske den. Og hvorfor så det kan man fristes til at spørge. Jo, det skal du af den simple årsag, at garn kan ændre sig meget i vask. Garn kan vokse, skrumpe, ændre form og andre sjove ting, når det bliver vasket. Derfor skal du altid vaske prøven inden du måler. Derudover retter maskerne sig også ofte ud, og bliver mere jævnt efter vask. Dermed bliver det nemmere at måle og din strikkefasthed mere retvisende.

Tip; bliver du ved med at have svært ved at ramme strikkefastheden, så prøv dig frem med strikkepinde i et andet materiale, som også kan variere din strikkefasthed betydeligt.  

Ja, vi ved det. Strikkeprøver er ikke det sjoveste at give sig i kast med, men det er indsatsen værd.   

Det fine måledyr på billederne kan købes her.