Respekt for vores fælles hjem

Önling er født ud af en bekymring for vores klode. For vores klima. For vores natur. Og for den fremtid, som vi har født vores børn til. Hvis ikke vi har en planet at bo på, så er alt andet jo i virkeligheden ligegyldigt.

Vi arbejder ud fra tankegangen om, at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget – og derfor besluttede vi at begynde der, hvor vi var. Og med det, som vi kender. Nemlig at sikre, at vores produkter er fremstillet så miljøvenligt som muligt.

Image by: jannoon028

Tillidsfuldt parløb med vores producenter

For os betyder det, at vi arbejder tæt sammen med vores leverandører. For råmaterialerne til vores garn er nemlig ikke noget, vi kan dyrke i vores baghave. Det nordiske klima er ikke skabt til bomuldsproduktion, ligesom de får, der kan leve heroppe nordpå har en grov uld, der ikke er vildt vidunderlig at have på. Derfor er vi afhængige af et godt og tillidsfuldt parløb med garnproducenterne – og vi derfor har vi mødt langt de fleste personligt og set alle led i produktionen. Det at se hinanden i øjnene og give et håndtryk har stor værdi. Ikke mindst i international handel.

Vi er godt på vej...

Vores overordnede målsætning er, at du altid handler bæredygtigt, når du handler hos Önling – uanset hvilke produkt, du lægger i kurven. Og uden at du behøver at nærlæse en million mærkningsordninger. Du skal nemlig kunne stole på, at vi kun fylder webhylderne med varer, der er produceret med respekt for vores fælles klode.

Vi er godt på vej med mange af vores garner og andre produkter, men der er også områder, hvor vi ikke er i mål endnu. Det har vi valgt at være ærlige om – fordi vi hverken vil oversælge vores indsats eller hemmeligholde de delmål, vi har nået. Og fordi ærlighed er en nødvendighed, hvis du som kunde skal kunne have tillid til det, vi forpligter os til inden for bæredygtighed.

Mark og produktion

Det er længe siden, vi mennesker dyrkede fx bomuld og producerede garner og tekstiler i den tro, at det var gratis for naturen omkring os. I dag ved vi, at prisen for vores længsel efter nyt i garderoben bliver betalt af miljøet – og vi ved, at vi er nødt til at give tilbage, hvis de kommende generationer også skal kunne bo her på Jorden.

Som del af den industri, der trækker de største veksler på naturen, er det naturligvis også os, der må gå forrest i kampen for klimaet og træffe de rette valg. Både ude på markerne og inde i produktionshallerne.

For os i Önling er det derfor vigtigt, at vores leverandører har samme respekt for miljøet, som vi – og vores kunder – har. Langt størstedelen af vores leverandører arbejder seriøst med mindske miljøpåvirkningen af deres produktion, og flere af dem sikrer deres indsats med forskellige certificeringsordninger.

Image by: Freepik

Hos Önling er vi bevidste om, at vi som meget små aftagere i en stor industri ikke har de store muligheder for positivt at påvirke de af vores leverandører, der ikke har samme opmærksomhed på bæredygtighed, som vi har. Det vi kan gøre, er, at fortsætte med at stille spørgsmål og opfordre, samtidig med at vi altid vil vælge det bæredygtige alternativ, hvis det findes i samme kvalitet og prisramme. 

Desuden forpligter vi os til årligt at sikre, at vores producenter og leverandører har opdaterede certificeringer fra de mærkningsordninger, de er del af. Det er vores – og din – sikkerhed for, at de kontinuerligt arbejder på de rette områder, og at deres indsats er kontrolleret af en uvildig tredjepart

Den internationale standard for ansvarlig uld favner også de landområder, som fårene græsser på. Her skal farmerne leve op til en række krav om miljøbeskyttelse gennem en mere progressiv og bæredygtig brug af landarealerne, der bl.a. skal sikre sunde jorde, større biodiversitet og gode livsvilkår for de arter, der lever der.

Læs mere om RWS

Certificering:Zero Discharge of Hazardous Chemicals (ZDHC)

Roadmap to Zero er ZDHC’s initiativ til at mindske og styre brugen og udledningen af kemikalier i tekstilindustrien. Målet er mere sikre produkter, renere vand og bedre luft ved hjælp af harmoniserede retningslinjer. Samtidig udvikler ZDHC værktøjer og teknikker, der kan hjælpe de deltagende virksomheder med både at begrænse brugen af skadelige kemikalier og rense spildevandet inden udledningen.

Vores italienske producenter deltager alle i Roadmap to Zero, som dog er selvrapporteret, og derfor ikke bliver kontrolleret af en uvildig tredjepartsinstans. Vi har under vores egne besøg hos producenterne set de tiltag, der skal gøre produktionen mere miljøvenlig – fx indfarvningsmetoder og lukkede vandsystemer, der genanvender vand.

Vi forpligter os til hvert år at sikre os, at vi har et opdateret certifikat fra producenterne.

Læs mere om den ordning der skal mindske udledningen af kemikalier i tekstilindustrien.

Læs om Roadmap to Zero her

Her kan du

Vi har en god håndfuld garner, der er spundet med bomuld, og bomuld er – som du måske ved – et af tekstil- og garnindustriens smertensbørn. For nok er bomuld blødt og holdbart, men det er også et materiale, der kræver rigtig meget vand, samtidig med at der traditionelt er blevet brugt pesticider og sprøjtemidler i dyrkningen. Og selv om al vores bomuld er certificeret efter Oeko-Tex Standard 100, favner den ordning ikke selve dyrkningen af bomuld.

Derfor vil vi gerne udfase garn af nye bomuldsfibre til fordel for genanvendt bomuld eller et materiale, der er født mere bæredygtigt i forhold til både miljø og mennesker.

Bambus kan være en mulighed, for det er en plante, der vokser vildt, ligesom fx hør, og derfor har det ikke samme vandingsbehov, og samtidig er bambusplanterne med til at rense luften for CO2. Vi er dog ikke i mål med at finde et godt bambusgarn – men jagten fortsætter

Afstande og transport

Enhver der har set, hvordan en T-shirt nogle gange rejser fra det ene kontinent til det andet på sin vej fra bomuldsmarken i Afrika over tekstilfabrikken i Asien til tøjbutikken i Europa eller USA ved, hvor ikke-bæredygtig vores internationale tekstilproduktion kan være. Ikke mindst i betragtning af, hvor mange stykker fast fashion, der ender i et stort bål.

Det er den kontinuerlige tøjkværn, som vi hos Önling for længst har meldt os ud af – men det ændrer ikke på, at vi stadig er en virksomhed, der har brug for at flytte råvarer og produkter. Fordi du selv griber strikkepindene og strikker det endelige stykke tøj af vores garner, har du været med til at skære én dyr billet ud af vores klimaregnskab – selvstrik er nemlig uden tvivl noget af et bedste, du kan gøre for din garderobe og for miljøet.

Flere af vores råvarer kommer fra Europa, og på den måde sparer vi endnu en billet. Men der er stadig rejser, vores råvarer og garn ikke kan undgå.

Image by: Caleb Ruiter on Unsplash

Eksempelvis kommer al Önlings uld fra får og geder i Australien, New Zealand eller Asien – og det gør den, fordi vi bruger uld fra racer, der simpelthen ikke kan leve i fx Europa. De har deres bedste liv på de store vidder og i det klima, der nu engang er i den del af verden. Sådan skal det være.

Den færdigbearbejdede uld bliver sejlet fra Oceanien eller Asien til Europa – nærmere bestemt Italien, hvor vores garn bliver spundet, og derfra bliver det pakket i lastbiler og kørt til vores lager her i Danmark. Hele rejsen tager selvfølgelig markant længere tid, end hvis det hele bare blev kørt ind i maven på et fragtfly og fløjet verden rundt, men med skib og lastbil gør vi det så miljøvenligt som muligt. Og vi synes også, at det afspejler ideen om en langsommere garderobe så fint. Slow fashion begynder ved begyndelsen.

Vores webshop

På sin vis er internettet en stor del af, at vi overhovedet har fast fashion. Det er blevet nemt at shoppe på din mobil eller bærbare. Måske for nemt. Med et klik kan du købe det, du har lyst til – fra præcis det sted i verden, du har lyst til. Leveret til døren af en af de tusindvis af fragtbiler, der hver dag fylder op på vores veje. Og bagefter kan du slæbe pap, plast, indpakningspapir og alt det andet emballage ned til genbrugscontainerne. Hvis ikke du pakker halvdelen af tøjet ned igen og sender det retur af præcis den samme vej, som det kom. Og i morgen cykler shoppecirkusset af sted igen.

Hos Önling ved vi godt, hvilken cyklus vi indgår i som webshop. På den anden side er det vores eneste mulighed for at have en forretning, vi kan leve af. Så mange Önling-strikkere bor der alligevel ikke i vores lille nabolag her i Søborg.

Til gengæld har vi truffet de mest
miljøvenlige valg i selv små aspekter af vores virksomhed – og med udviklingen opstår der hele tiden nye muligheder for at træffe bedre og mere bæredygtige beslutninger.

Spar på CO2'en

Som du måske ved, at det at surfe på internettet noget, der belaster vores CO2-udledning betragteligt. Derfor bruger vi Shopify som platform for vores webshop. Shopify er en 100 % CO2-neutral platform, og virksomheden bruger i varierende grad vedvarende energi til at drive kontorer og hjemmearbejdspladser.

Vi, der driver onlinehandel via Shopify, kan kompensere for forsendelserne, og når du betaler med Shop Pay, kompenserer Shopify selv for CO2-udledningen.

Læs mere om Shopify's bæredygtighedsindsats her

Lager og pakning

Alle vores varer bor på et eksternt lager, der også varetager pakningen af alle ordrer. Det betyder, at varerne sparer en rejse – og at vi ikke skal bruge ekstra kvadratmeter på at fungere som mellemstation.

Du kan naturligvis stadig vælge at afhente din ordre hos os i Søborg, hvis du alligevel kommer forbi.

En bedre emballage

En af de helt store klimasyndere i onlinehandel er naturligvis forsendelsesemballagen. Den skal være solid nok til at sikre, at dine køb overlever en nogle gange hårdhændet fragt, og indeni skal det gerne være en æstetisk oplevelse at pakke varerne ud, så du ikke savner ‘lækkerheden’ fra en fysisk butik. Men det er desværre ofte opskriften på massiv overemballering.

Hos Önling bruger vi en smule silkepapir for at give dig en god oplevelse, men aldrig mere end det giver mening. Samtidig kan du vælge at få sendt dine varer i RE-ZIP-emballage.

RE-ZIP er et bæredygtigt dansk produkt, der fungerer nærmest som et pantsystem for forsendelsesemballage. Du betaler 10 kroner for emballagen, som du sender retur til os igen bagefter – og som tak for din miljøvenlige indsats får du en gratis Önling-strikkeopskrift efter eget valg.

Målet er at sikre, at emballagen bliver brugt igen og igen – så vi sammen kan spare kloden for et hav af nyproduceret pap, plast og papir. En cirkulær RE-ZIP-pose bliver fx brugt i gennemsnit 30 gange, hvilket sparer miljøet for 67 % CO2.

Med RE-ZIP bidrager du til at:

- Reducere CO2 udledningen med 87%

- Reducere vandforbruget med 89%

- Reducere træforbruget med 93%

På egen matrikel

Fordi Önling er bygget på et ønske om at skabe en bæredygtig virksomhed, der giver mere til verden, end vi tager, er de mere miljøvenlige valg indbygget i vores daglige drift. Walk the talk, som man siger på moderne dansk. Med andre ord – hvis ikke vi gør vores i de små hverdagsbeslutninger, hvorfor så kræve certificeringer fra vores leverandører?

Nogle af vores indsatser her på kontoret i Søborg kan måske virke ubetydelige, men vi tror på, at hver lille ting avler en større bevidsthed – og vi finder jævnligt nye områder, vi kan løfte i en mere bæredygtig retning.

Det gør vi:

# Al emballage der kommer ind i vores hus, bruger vi igen.

# Alt papir på vores garnnøgler er ufarvet, klimaneutralt og cradle to cradle-certificeret

# Alle vores opskrifter er digitale i stedet for at være printet – eneste undtagelse er Petiteknits opskrifter, som vi kun må sælge i printet version.

# Vi arbejder aktivt på at begrænse brugen af nyproduceret plast i vores virksomhed.

# Vi får vores energi fra sydfynske SEF Energy, der garanterer at indkøbe samme mængde vindenergi, som kunderne forbruger.

# Alle vores møbler er klunsede.

# En del af vores computere og andet IT-udstyr er genbrug.