Tæt på et strikkeikon, vi møder Mette fra PetiteKnit

Tæt på et strikkeikon, vi møder Mette fra PetiteKnit

Vedholdenhed, hårdt arbejde og
respekt for håndværket

I dag skal vi møde Mette Wendelboe Okkels, kvinden bag virksomheden PetiteKnit og er en af tidens mest populære strikdesignere. Mette udgiver den ene populære strikkeopskrift efter den anden, og på få år har hun været med til at revolutionere den nordiske strikkebranche.

Vi har taget en snak med Mette om strik, virksomhed, familieliv, uddannelse og vejen til, hvor hun er i dag. Her er historien om en ambitiøs ung kvinde, der nærer stor respekt for sit håndværk.  

Mette er kendt for at udgive opskrifter på lækre, enkle modeller, som prompte skaber et behov hos mange af os. Et behov for straks at tilføre netop den model til den i forvejen bugnende strikgarderobe; for faktisk var det lige sådan en, jeg stod og manglede… Det er dét kvinden bag PetiteKnit kan. De fleste af os kender historien om Mettes Ingen Dikkedarer Sweater – en helt basic raglansweater, som alle strikkere gav sig i kast med over night, og som stadig er den bedst sælgende opskrift i PetiteKnit.  

”Jeg designer det, jeg selv gerne vil have i min garderobe. Inspirationen finder jeg både på gaden, i magasiner, på Instagram osv. Jeg konstruerer alle mine designs fra bunden, og jeg bliver ved og ved til min mission lykkes. Processen kan være hård og kræve mange optrævlede modeller – jeg er ekstremt selvkritisk overfor mit eget arbejde. Men når det hele til sidst går op i en højere enhed, giver det en fantastisk følelse,” lyder det fra den 29-årige strikdesigner, som fortsætter: ”Mine designs skal ligne noget, du kunne have købt i en tøjbutik. Det allerstørste kompliment, jeg i virkeligheden kan få, er når folk spørger mig, hvor jeg har købt min bluse, som jeg selv har designet og strikket.”  

Strikkede sin første sweater som 12-årig
Mette har strikket, siden hun var 6 år gammel – kyndigt oplært af sin mormor og farmor. Hun strikkede dukker, dukketøj og bamser, og da hun var blot 12 år gammel, strikkede hun sin første sweater og forærede den til sin grankusine.

”At det lige var strik, der blev min kreative vej, er ret tilfældigt. Jeg har altid hæklet, strikket, syet og malet meget som barn. Jeg syede mine egne kjoler til skoleballerne og endda min egen konfirmationskjole. Jeg var et klassisk kreativt barn. Jeg elsker den kreative proces, og jeg elsker at skabe. I en lang periode troede jeg, jeg skulle uddanne mig til designer, men nu er jeg snart læge…” fortæller Mette, der med PetiteKnit alligevel har fået sin designerdrøm opfyldt. 

Når arbejde og barsel går hånd i hånd
Mette er lige nu på barsel med familiens tredje barn og holder dermed pause fra medicinstudiet, som hun mangler tre semestre for at færdiggøre. Sideløbende med sin barsel driver hun sin virksomhed, der kræver mere opmærksomhed end timerne i en almindelig fuldtidsarbejdsuge.  

”Jeg opfatter hver dag som en rigtig arbejdsdag. Jeg går fx ikke på café eller strikker dagen lang, som ellers ville være klassisk her under min barsel. I stedet arbejder jeg på al den administration, der hører til det at have en virksomhed. Mine to store børn er i børnehave i dagtimerne, og vores lille Ellen hygger sig med at være med mig overalt.”  

Enkel information – og hverken for meget eller for lidt
Mette Okkels’ naturvidenskabelige baggrund smitter af på arbejdet i PetiteKnit.

”Mine opskrifter skal være enkle og give præcis den mængde information, som strikkeren har brug for. Hverken mere eller mindre. Jeg udelader ingen mellemregninger, som man ofte ser i de helt gamle strikkeopskrifter. Jeg arbejdede et år som forsker i forbindelse med mit medicinstudie, hvor jeg skrev videnskabelige artikler. Den metode og tilgang til at formidle ofte kompliceret stof, er langt hen ad vejen også den, jeg benytter, når jeg skriver en strikkeopskrift”, fortæller Mette.

Nogle gange lader jeg som om mine følgere ikke findes
Med sine 100.000 følgere på Instagram har Mette en skare af følgere som ingen anden dansk strikdesigner.

”Det er fuldkommen fantastisk, at folk kan lide det, jeg laver – det giver mig et drive til at levere det bedste, men det lægger også et pres. Jeg vil naturligvis gerne skabe noget, folk kan lide, men det er vigtigt for mig at holde fast i min egen skaberglæde. Nogle gange må jeg lade som om, mine følgere slet ikke findes, så jeg ikke lader mig diktere af andres krav.”

Mettes første opskriftudgivelse i PetiteKnit var Lillebors Romper, der i dag sidder på et utal af babyer i Danmark og resten af verden. Senest udgav Mette den fantastiske Scotty Sweater, der med sine store lækre tern lægger sig op ad en af sæsonens allerstørste tendenser.

Hos Önling er vi også vilde med Mette og PetiteKnit, hvorfor vi sælger en lang række af hendes opskrifter på vores webshop med tilhørende garnpakke. Du kan finde hele udvalget her.

Du kan også se meget mere til Mette ved at følge med på hendes Instagram @petiteknit, hvor hun flere gange dagligt forkæler sine følgere med strikkeguf.

Skrevet af Signe Kamper Kankelborg (aka @plummum og strikkegal content creator hos Önling).

Collage om PetiteKnit