Gratis goodiebag ved køb over 800 kr. (ikke tilbudsvarer) Gratis levering til GLS pakkeshop for ordrer over 600kr Levering 2-3 hverdage 14 dages fuld returret
Devalueringen af vores tøj

Devalueringen af vores tøj

I en verden, hvor klæder former folk, har vores tøj mistet sin værdi.

Bæredygtighed fylder mere og mere i vores hverdag - også når vi køber tøj. Mange medier gør en stor indsats for at formidle viden om tøjproduktionens mørke sider. Det er selvfølgelig godt, eftersom der stadig er mange, som har brug for mere viden for at handle mere fornuftigt og miljørigtigt. Den eneste løsning er dog ikke blot at købe tøj, der er lavet af naturlige materialer, som modal, tencel eller dead stock.

"Jeg taler om den værdi vores tøj har,
fordi det har været med til at skabe minder.
Fordi vi har brugt det meget..."

Løsningen er også at købe mindre og købe bedre. Jeg vil gerne snakke om værdien af vores tøj. Jeg taler om den værdi vores tøj har, fordi det har været med til at skabe minder. Fordi vi har brugt det meget - til sjove fester, hyggelige stunder og romantiske dates. Eller fordi man har lavet det selv, eller lavet dele af det selv. 

Garn, strik og hygge

I min barndom var det bedste jeg vidste at gå op i soveværelset på loftet hjemme hos min mormor og åbne hendes klædeskab deroppe. Det var fyldt med hjemmesyede kjoler. Det var fyldt med hendes historie. Kjolen hun havde lavet til hende og min morfars sølvbryllup, til hendes 60 års fødselsdag, til alle begivenheder i hendes liv. Et liv af kjoler.

"Når man selv tager del i produktionen får ens tøj
mere værdi, man smider det ikke bare ud
og man genbruger det igen og igen."

Og der var egentlig ikke så mange – for de fik lov at være med til mange fester. Helt sikkert fordi de ikke havde særlig mange penge, men også fordi hun var fra en generation, hvor tøjet havde værdi.

Når man selv tager del i produktionen får ens tøj mere værdi, man smider det ikke bare ud og man genbruger det igen og igen. Måske bliver det ligefrem arvestykker, noget der bliver videregivet gennem generationer.

Jeg syede selv den kjole, jeg havde på til min søsters bryllup. Den hænger på mit tøjstativ og det er noget af det første jeg ser, når jeg vågner og så tænker jeg på den smukke sommerdag, hvor jeg gik sammen med min søster gennem skoven hen til hendes bryllup. Det er en kjole, jeg aldrig kunne smide ud, eller give væk. Den betyder meget for mig. Den tog lang tid at sy, jeg brugte lang tid på at finde det helt rigtige stof og mønster. Jeg har den stadig tit på, men det er kun til særlige lejligheder. 

På Amager i gamle dage, boede der en masse hollændere, der havde deres broderi traditioner med. Det blev til de smukkeste sjaler, der blev en del af deres klædedragt og som nu ligger opbevaret på Nationalmuseet. Det var deres hverdagstøj. Jeg tvivler på, at vores hverdagstøj ligger på Nationalmuseet om 100 år. Simpelthen fordi vi køber og smider ud. Fordi det ikke har værdi for os.

"Men når jeg har strikket en trøje,
så har jeg har den i mange år.
Jeg har den indtil jeg har slidt den i stykker."

Men når jeg har strikket en trøje, så har jeg har den i mange år. Jeg har den indtil jeg har slidt den i stykker og indtil jeg ikke kan reparere den mere. Fordi jeg har investeret så meget i den. Garnet har været dyrt og jeg har brugt mange timer på den. Men den har også værdi fordi jeg kan huske, hvor jeg strikkede den, eller hvor jeg købte garnet eller knapperne. Værdi, der gør, at jeg bruger den igen og igen.

Hvor vil jeg hen med alt det her? Løsningen er ikke, at vi alle sammen syr vores eget tøj. Men løsningen kan være, at det bliver moderne at genbruge sit tøj, at tøj ikke bliver en målestok for velfærd og penge, men at det får værdi fordi det bliver brugt, husket og værdsat.

Det kunne også være sjovt, hvis man købte ufærdige produkter. Hvis man, når man købte en sort kjole, fik et lille broderikit med til selv at kunne udsmykke sit tøj. Så man, ligesom min mormor, selv var investeret i sit tøj.

Vi skal bruge mange ressourcer på at ændre vores måde at handle på, for at ændre modeverden og dermed sikre, at vores planet ikke tager skade ved at vi har tøj på. Og en af de måder, vi kan gøre det på er ved at købe mindre og købe bedre. Det er ved at give vores tøj værdi igen.

Mette Lundstad, design- og strikketosse hos Önling

Del indlægget


2 kommentarer


  • Lene Kiil

    Du har så inderligt ret kære Mette❤️ Ps. Her i Dragør findes der fortsat mange af de omtalte tørklæder og dragter i privat eje, de overdrages fra generation til generation og bruges ved helt særlige lejligheder😘


  • Bettina Birch

    Stof til eftertanke…… Gode tanker og godt skrevet!
    PS.. Gad godt se dig i den berømte blomsterbede kjole 😉


Efterlad en kommentar


Få alt det nye først

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tilbud og nyheder om bæredygtigt tøj og lækkert, nordisk strik fra Önling.*

*Vi gemmer dine kontaktoplysninger sikkert og bruger kun den til at sende nyheder og opdateringer om vores produkter og tjenester. Du kan altid afmelde dig til vores nyhedsbreve.
Vi bruger Mailchimp til at levere denne service, og du vil modtage en e-mail med et bekræftelseslink, som du skal klikke, inden du modtager nyhedsbreve